IT System Administrator til Jeppesen ForeFlight – Odense
ForeFlight - passionate about what we do!
Kan du tæmme en MacBook hurtigere, end de fleste kan finde power-knappen?
Er du den, der altid ved, hvorfor AirDrop ikke virker – og som faktisk kan forklare forskellen på iCloud Drive og Google Drive, uden at nogen falder i søvn?
Hos Jeppesen ForeFlight leder vi efter en IT System Administrator, der både har styr på detaljerne og evner at se det store billede. Du trives i en verden af struktur og procedurer, men du mister aldrig humoren, når tingene driller.
Du bliver sammen med din kollega vores go-to person for alt, hvad der har med Apple-universet, netværk og interne systemer at gøre – og du får friheden til at planlægge tingene på din egen måde, så længe systemerne spiller, og kollegaerne er glade.
Om jobbet
Som IT System Administrator bliver du en central del af vores danske IT-afdeling bestående af dig og en kollega, og I har sammen nøglerne til at sikre, at kollegaerne har de bedste tekniske rammer til at udføre deres arbejde. I er det primære kontaktpunkt for IT-system support i Danmark og arbejder tæt sammen med vores globale Help Desk-team i USA og Europa.
Din base bliver på vores lyse og moderne kontor på Odense Havn, hvor du hjælper 140 kollegaer med at holde teknikken flyvende. Da vi er en IT-udviklingsvirksomhed er mange af dine kollegaer selvkørende, men du får ansvaret for alt det, der sker bag kulisserne – fra systemdrift til procesoptimering og projekter, der styrker vores digitale infrastruktur.
I hverdagen kommer du både til at løse daglige supporthenvendelser og tage ejerskab over mindre projekter – fx opsætning af nye medarbejdere, forbedring af fildelingssystemer eller implementering af nye softwareløsninger.
Dine primære opgaver:
- Være primær kontakt for desktop-support på kontoret i Odense
- Indkøbe, konfigurere og vedligeholde hardware (Apple-produkter)
- Onboarde nye medarbejdere og yde support både on-site og remote
- Administrere interne systemer og optimere processer på tværs af teams
- Hjælpe med implementering af nye software- og serviceintegrationer
- Samarbejde tæt med det internationale IT-team om drift, udvikling og projekter
Derudover vil du indimellem have en finger med i små facility-opgaver – fx styring af lys, varme og digitale systemer på kontoret.
Hvem er du
Du er teknisk nysgerrig, struktureret og trives med at have mange kontaktflader. Du motiveres af at skabe løsninger og yde en professionel service, uanset om opgaven er stor eller lille. Du er selvkørende, men samarbejder gerne med kollegaer på tværs af tidszoner.
Du er typen, der kan bevare overblikket, selv når flere ting kræver din opmærksomhed – og du har en naturlig interesse for at holde dig opdateret på nye teknologier.
Dine kvalifikationer
Vi forestiller os, at du har 3–6 års erfaring inden for Help Desk eller IT-support og trives i et miljø, hvor struktur, dokumentation og service er en naturlig del af hverdagen. Du er vant til at arbejde med IT-ticketingsystemer som fx Jira, og du har sans for at følge opgaverne helt til dørs.
Da vi arbejder i et Apple-baseret miljø, er det vigtigt, at du har indgående erfaring med macOS og iOS i professionelle sammenhænge – og føler dig hjemme i at konfigurere, fejlfinde og optimere Apple-enheder.
Derudover ser vi gerne, at du har:
- Erfaring med Google Workspace administration
- Erfaring med scripting (Bash, Python, PowerShell) til automatisering
- Kendskab til Windows Server-teknologier, netværksprincipper og overvågningsværktøjer
- Erfaring med værktøjer som Atlassian, Cisco Meraki, Jamf eller Microsoft Intune
- Gode kommunikationsevner på dansk og engelsk, både mundtligt og skriftligt
Hvem er vi og hvad tilbyder vi dig?
Jeppesen ForeFlight er en førende udbyder af avanceret, integreret software til luftfartsbranchen på globalt plan. Vi udvikler løsninger, der hjælper både kommercielle, private og militære piloter med at flyve smartere, sikrere og mere effektivt.
I Danmark er vi omkring 140 kollegaer og flere kommer til løbende. Du bliver en del af et ungt og engageret miljø, hvor mange har baggrund som både udviklere og piloter. Vores kontor ligger i skønne omgivelser på Odense Havn, hvor der er højt til loftet – både i stemningen og i idéerne.
Vi lægger vægt på et godt arbejdsmiljø og et stærkt fællesskab, hvor vi har det sjovt, mens vi arbejder. Det betyder, at der ofte sker noget socialt – både i og uden for arbejdstiden – og at vi værdsætter samarbejde og humor lige så højt som faglighed. Her er kort vej fra idé til handling, og du får rig mulighed for at sætte dit eget præg på hverdagen.
Som en del af Jeppesen ForeFlight får du en konkurrencedygtig lønpakke med pension, bonus og sundhedsordning samt feriefridage og attraktive rabatordninger. Du får naturligvis både iPhone og iPad som en del af pakken, og du bliver en del af et moderne kontor med højt fagligt niveau, uformel tone og et internationalt arbejdsmiljø, hvor samarbejde og udvikling går hånd i hånd.
Der er tale om en fuldtidsstilling på kontoret i Odense med opstart hurtigst muligt.
Ansøgningsproces
Ansøgningsfristen er den 25. november 2025. Der afholdes indledende screeningssamtaler med partner Nadja Fuglsang fra Optimum HR, hvorefter egnede kandidater inviteres til 1. og 2. samtale hos Jeppesen ForeFlight. Her vil du møde den daglige leder i Danmark Director Jette Skøtt og vores VP Daniel Dahl.
Ved 2. samtalen vil vi gennemgå en personlighedsanalyse (Femfaktor) og en kognitiv test samt en casepræsentation. Ved denne samtale vil du også møde den europæiske IT-Manager Bogdan Nikkar der deltager online.
Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Nadja Søndergaard Fuglsang hos Optimum HR på telefon 31 31 67 97 eller på nadja@optimumhr.dk.
Vi ser frem til at høre fra dig.
- Department
- IT & Digital – udvikling, arkitektur, drift, IT-ledelse.
- Lokationer
- Odense
Odense
A unique career - Join us
Om Optimum HR
De rette mennesker på de rigtige poster er nøglen til stærke og bæredygtige virksomheder. Hos Optimum HR hjælper vi både organisationer og ledere med at lykkes – gennem skarpe rekrutteringer og målrettet udvikling.
Vi tiltrækker og matcher topkandidater med virksomheder, hvor kultur og retning går hånd i hånd – hurtigt, præcist og med forståelse for både potentiale og forretningsmål.
Samtidig styrker vi ledere og specialister i deres udvikling med indsigt, ærlig feedback og strategisk sparring – så de ikke bare leder, men inspirerer og skaber forandring.
Lad os løfte både mennesker og forretning – sammen.